Penge i at beholde søerne lidt længere i besætningen

Et dyrlægespeciale har for nyligt undersøgt sammenhænge mellem udsatte søer, som kommer fra besætninger med høje og lave faringsprocenter. Risikosøerne kom fra besætninger med faringsprocent under 85, mens kontrolsøerne kom fra besætninger med faringsprocent over 90.

I undersøgelsen fandt vi, at risikosøerne blev udsat efter 3,6 kuld, hvor kontrolsøerne blev udsat efter 4,4 kuld. Forskellen kunne desuden ses i den procentvise andel af søer, som blev udsat inden 3. kuld. Af risikosøerne blev 40 procent af søerne udsat inden tredje kuld, hvor kun 19 procent af kontrolsøerne blev udsat inden tredje kuld. Undersøgelsen viste altså, at besætninger med lave faringsprocenter udsætter søerne for tidligt.

Omkostninger

Det er vigtigt, at unge søer ikke udsættes for tidligt, da de ikke når at tilbagebetale den omkostning, der har været ved at sætte dem ind i besætningen. Desuden topper levendefødte grise pr. kuld markant ved tredje kuld.

For at komme problemet med den lave faringsprocent til livs kan man lave en analyse af besætningens reproduktionsdata. Her kan man med sin besætningsdyrlæge finde nogle fokuspunkter, hvormed faringsprocenten kan øges. Som eksempel kan man lave en analyse af faringsprocenten, hvor man over en periode undersøger udsvingene og det gennemsnitlige niveau (se figur 1). Desuden kan man sammenligne besætningens faringsprocent med SEGES’s normalværdier fra 10 veldrevne besætninger fra 2012 (se figur 2).

Ud fra reproduktionsanalyserne kan man i samarbejde med sin besætningsdyrlæge finde nogle fokuspunkter og dermed øge besætningens faringsprocent samt udsættersøernes gennemsnitlige alder.

SEGES har for nyligt lavet et demonstrations-projekt om holdbarhed hos unge søer. Her viste de at ved at have fokus på udvælgelse af polte, håndtering af syge dyr, fodring og huldstyring hos polte og søer, korrekt registrering af afgangsårsager for søerne samt ændrede kriterier for udsætning af søer, kunne alderen for udsatte søer øges (erfaring nr. 1704).